Du er her: Home Oplev os Slagelse Cykelklub

Slagelse Cykelklub

Historie: slagelse_cykelklub_400px
Slagelse Cykle Ring blev stiftet, den 11. maj 1932 på initiativ af den aktive og energiske Åge Hass. 

Det var ikke aktive ryttere SCR manglede til at starte med, 15 indmeldte sig straks. Bestyrelsen arbejdede også aktivt, allerede den 12. juni 1932, blev det første åbne løb kørt. 

På det rent sportslige punkt gik det godt fremad for SCR. De fik den første A- rytter i 1938, nemlig Carl Årslev og i 1940 blev Ivart Larsen nordisk mester i individuelt landevejsløb. 

I 1941 var SCR oppe på 25 aktive ryttere, deriblandt 2 A- ryttere. Klubben var på det tidspunkt den bedste klub på Sjælland, og efter Køges løb kunne man læse følgende i Sorø Amtstidende: " Man må håbe, at det bliver sådan ved! Slagelse rytterne vandt alt". 

Et langt spring frem til 1969, som var året hvor SCR fik en klubbil, den fungerede godt i mange år, men efterhånden blev udgifterne for store, så alle måtte køre i egne biler igen. 

1973 var året hvor 3 ryttere fra Slagelse var med på en tur til Canada, arrangeret af Erik Breschel, de tre ryttere var Torben Hjort, Leon Ringbo og Henrik Buck. Det blev en uforglemmelig oplevelse for dem alle 3. Torben Hjort blev senere i 70´erne dansk mester

I 1978 var SCR igen arrangør af DM på Landevej, første gang var jo i 1942, men der var jo sket meget på de år, så det var noget af en udfordring for de ledere der var i klubben dengang. 80 % af tiden blev brugt til at skaffe penge til løbet, man forsøgte sig bl.a. med en plastikpose, hvor byens handlende købte annoncer på for og bagside, man solgte også annoncer til programmet. 

Det går en del op og ned for klubben i "fattigfirserne" det er ikke de helt store navne, men et par A- ryttere har der dog været bl.a. Jens Knudsen, Kim Effer Jensen og Palle Josefsen mfl. ellers har det mest været de yngre årgange, vi har satset på. 

Den 1. november 1995 flytter SCR til andre lokaler på Sct. Pedersgade 27 i Slagelse, vores "gamle lokaler " skulle bruges til ungdomsklub. Der har vi klubaften hver tirsdag fra kl. 19.00. Her er alle velkomne til at besøge os.

Aktuelt om klubben:

De seneste år har vi haft en god tilgang af nye børn, som vil dyrke cykelsporten.  I dag har vi 25 licenser til at køre cykelløb under Dansk Cykel Union. Der er træning 2 gange om ugen fra april til oktober. I vinterhalvåret mødes rytteren i klublokalet hver tirsdag, hvor der bliver kørt på ruller. Torsdag har vi gymnastik i gymnastiksalen på Nørrevangsskolen i Slagelse under ledelse af Jens Peter Bokmand, som har været formand for Slagelse Cykle Ring i en lang årrække. Dertil kommer træning på landevejen søndag formiddag. 

De fleste af rytterne i Slagelse Cykle Ring er børn og unge. Slagelse Cykle Ring er altid repræsenteret ved alle cykelløb på Sjælland. Der er enkelte ryttere, som vælger også at deltage i løb på Fyn og i Jylland. Nogle af rytterne kører MTB løb om vinteren for at holde formen ved lige enkelte har valgt at træne banecykling i Ballerup.

I 2009 har vi ryttere repræsenteret i klasserne:

U13 Børn og unge

U15 Børn og unge

U17 Børn og unge

Juniorer Unge på 18 og 19 år

D Seniorer

H60 Seniorer over 60 år

Om Niklas Larsen:
Niklas Larsen, 12 år, kører cykelløb på 2. sæson. I 2008 startede Niklas med sit første cykelløb i april på Falster ved Kettinge i U13. Han blev næstsidst og kom næsten 10 minutter ind efter hovedfeltet. Lige inden sommerferie lykkedes det Niklas af følge med hovedfeltet hjem for første gang.

I august 2008 deltog han for første gang i DM for børn og unge i Hobro. Ved dette DM blev han nr. 40 ved enkeltstarten. Det betød, at han kvalificerede sig til A-finalen i lineløb, hvor han endte som nr. 35. Der deltog 75 ryttere ved DM i 2008.

Målet for indeværende sæson i U13 var at få præmie og point. I det første løb i 2009, der blev afviklet i Ringsted lykkedes det at opnå en flot 4. plads. Så sæsonens mål blev allerede indfriet i første løb. I juni 2009 vandt Niklas bronze ved både Sjællandsmesterskabet og Danmarksmesterskabet.

Han har deltaget i 2 etapeløb i sæsonen, hvor han blandt danske og udenlandske ryttere blevet nr. 8 og nr. 12 ud 60 ryttere. Han har kørt 21 løb i U13 klassen, hvor han har vundet præmie i 19 af løbene. Lørdag den 22. august 2009 vandt Niklas U13 løbet ved Tikøb. Efter løbet blev han pga. den store pointhøst i 2009 tvangsoprykket til U15 klassen for resten af sæsonen. 

Niklas har foreløbig kørt med i 2 løb i U15 klassen dels på Amager og i Holte. I begge løb har Niklas fulgt med hovedfeltet. I det seneste løb i Holte var han uheldig i opløbet, hvor et par ryttere væltede foran ham, han blev revet med i styrtet med en del hudafskrabninger til følge. Men han var ude og træne allerede dagen efter. En af de næste løb for Niklas bliver i Svendborg.