Du er her: Home Nye Kia Biler Kia Cee'd Facelift

Kia Cee'd Facelift

For få uger siden lækkede Kia et teaserfoto af den faceliftede Cee’d, men nu er nye, mere afslørende fotos og informationer dukket op.

Som vi kunne ane på det første billede, får Cee’d en ny kølergrill, som tegner til at blive koreanernes ansigt fremover. Kias designchef, den tidligere Audi-designer Peter Schreyer, har desuden givet Cee’d nye baglygter, men ellers er de ydre opdateringer i petitesse-afdelingen. Indvendigt finder kunderne nye farvevarianter, andet betræk, og en anderledes midterkonsol, mens Kia også har ændret på indholdet i tilkøbspakkerne.

Helt nyt er det, at Cee’d kommer med to forskellige undervognsopsætninger. Med 15-tommer hjul er affjedringen en kende blødere end den nuværende opsætning, mens de mere sportsligt anlagte kan vælge versionen med 17-tommer hjul, der er mere stift sat op. På den teknologiske front kan det nævnes, at alle versioner nu kommer med start/stop, mens en ny hill-holder-funktion også bliver nævnt. Sidst men ikke mindst har Kia opdateret den 1,6-liters dieselmotor, så den nu kører længere på literen.